Af: Nicolai Kaltoft
I snart tre år har jeg haft både fornøjelsen og æren af at være redaktør og vært på podcasten BibelBreak.
Noget af det, der har rørt mig mest, er, når mennesker har delt, at BibelBreak har hjulpet dem med deres bibellæsning og skærpet deres nysgerrighed på Guds ord. Det var netop også noget af det, der tændte mig, og var mit håb fra begyndelsen – at podcasten kunne være en hjælp til at komme tættere på Gud gennem hans ord.
Derfor er jeg også stolt af, at der i løbet af de knap 2,5 år er udkommet mere end 130 episoder, som tilsammen er blevet downloadet over 75.000 gange. Det havde aldrig kunnet ske uden Guds hjælp, dygtige gæster og trofaste lyttere.
Jeg vil derfor også gerne komme med et kæmpestort TAK til alle gæster, der har delt ud af deres viden, og til alle dem, der har lyttet – om det så har været til én eller mange episoder.
Heldigvis lukkes der ikke ned for podcasten! Jeg glæder mig over, at det netop er Isak Jespersen, der tager stafetten videre som vært. Og jeg glæder mig derfor også til at være på den anden side og ’kun’ være en af podcastens lyttere.
Min bøn og mit ønske er, at mange fortsat vil få glæde af BibelBreak, og at mange fortsat vil bede for Isak og de gæster, som kommer til at være med. Jeg tror fortsat, at Gud har planer om at bruge BibelBreak i sit store arbejde, og det glæder jeg mig til at følge med i!
Selv vil jeg nu fokusere på den sidste del af mit teologistudie – og hvem ved, måske vender jeg en dag tilbage til Bibelnøglen. Det ville jeg i hvert fald ikke have noget imod.
