Unge læser Det Nye Testamente sammen

En flok elever fra Det kristne Gymnasium i Ringkøbing deltager i et såkaldt "NT-maraton", hvor de kommer igennem hele Det Nye Testamente.

”På Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har vi et ønske om, at vores elever skal kende Bibelen godt, og derfor holder vi for fjerde gang NT-maraton.”

Det siger kollegieleder Erik Kloster, der er primus motor i arrangementet.

”Vi oplever, at elevernes kendskab til Bibelen godt kunne være bedre. Der er så meget godt, som de er gået glip af, og som de gerne må opdage. Og det vil vi gerne hjælpe dem med.”

Løber over målstregen samlet

Ideen med et NT-maraton er, at man læser hele Det Nye Testamente i løbet af 15 uger. Eleverne har fået en læseplan med omkring tre sider pr. dag, og hver anden tirsdag mødes deltagerne og de lærere, der er med til Maraton Pit Stop, hvor der er introduktion til og undervisning om de kommende 14 dages tekster. Her kan eleverne også stille spørgsmål til de tekster, som er blevet læst hen over de seneste to uger.

”Ved den sidste samling læser vi det sidste kapitel af Johannes’ Åbenbaring i fællesskab. Det viser billedligt, at vi løber over målstregen i fællesskab. Og så er der målfest med Othellolagkage til alle, der har gennemført,” siger Erik Kloster.

NT-maraton er et frivilligt tilbud til eleverne på KG. Mange melder sig til, og denne gang var 76 med fra start. Men der er også mange, der melder fra undervejs.

”Det glæder mig, at så mange unge har et ønske om at grave dybt i Guds ord og om at fordybe sig, men desværre er der også en del, der har problemer med tid og disciplin over så lang tid, så de hopper fra igen,” siger Erik Kloster.

Møder Gud selv i hans ord

Kollegielederen har erfaret, at for nogle af de unge, som det er lidt op ad bakke for med bibellæsning, fungerer det, når de har et tilbud om at gøre det i fællesskab.

Ved at læse hele NT i sammenhæng får de et overblik og møder tekster, som de ikke plejer at læse. Også den del af Guds ord, man kan undre sig over. Det gav de tydeligt udtryk for, ved en evaluering for nogle år siden.

Her sagde en af deltagerne: ”Nu ved jeg, hvem Gud er.”

”Vedkommende havde hørt masser af taler og andagter, men altid over de samme tekster. Nu havde han selv mødt Gud i hans ord. Det er helt fantastisk,” siger kollegielederen. 

Af Kaja Lauterbach. Tidligere bragt i Tro og Mission.


Prøv det selv

Bibelnøglen har lavet maratonlæseplanen i en frisk og indbydende layout lige til at gå til. Den kan bruges alene, eller som et fælles bibellæsningsprojekt i for eksempel en ungdomsgruppe eller bibelkreds. Du kan bestille en stak eller downloade den selv.