Anders benytter en hjemmelavet bibellæseplan. Han er typen, der har brug for et system at følge for at komme godt rundt i sin bibel. Og samtidig har han fået øje på værdien i at bruge bibeltekster i sin bøn – og dermed integrere bøn og bibellæsning.
Så nu benytter han sin egen hjemmelavede plan, hvor han over halvandet år kommer igennem hele Bibelen. Han følger planen fem dage om ugen, hvor der hver dag både er en tekst fra GT, en fra NT samt en af Bibelens mange bønner, ofte fra Salmernes Bog.
Læser forskellige tekster forskelligt
”At læse Bibelen er et møde med Gud i hans ord, hvor jeg også kan bede til ham. Det er ikke bare tid med en bog, men tid med Gud. Og selvom jeg kender Bibelen i forvejen, lærer jeg mere og mere om Gud og lægger mærke til nye detaljer og aspekter, der relaterer til de forskellige livssituationer, jeg er i,” pointerer Anders.
At læse Bibelen er et møde med Gud i hans ord.
Han ser en fordel i at læse flere steder i Bibelen sideløbende. Det giver bl.a. en variation mellem de forskellige teksttyper. Nogle tekster, fx historiske afsnit i GT, kigger han hurtigt igennem og får dermed et overblik. Andre tekster nærlæser han langsommere og får dermed mere dybde med.
Tilpasser og justerer planen
Anders Zoll Landkildehus er bevidst om, at hans læseplan er skræddersyet til ham selv, og at han som teolog og ansat i Norea Mediemission nok er lidt mere nørdet end de fleste. Men han mener, at det også er godt for andre at komme rundt i Bibelen over tid.
Mennesker er forskellige, men de fleste har brug for en eller anden hjælp til at få åbnet Bibelen, understreger Anders. Det kan fx være BibelNøglen365 eller andre læseplaner. ”Men vær parat til at justere og tilpasse planen, så den reelt fungerer og er en hjælp.”

Bibelen på et år er en læseplan, som minder om den, Anders Landkildehus bruger. Du kan bestille den hos Bibelnøglens ekspedition.
Se mere her.

BibelNøglen365 er en læseplan, som du kan abonnere på. Over tid kommer du igennem både Det Gamle og Det Nye Testamente.
Læs mere her.