10 enkle råd til bibellæsning

Få inspiration til at komme i gang eller fortsætte med at bruge Bibelen i hverdagen - med udbytte.

“Hvordan gør man lige?” Det at lære Bibelen at kende, bruge den i hverdagen og opleve det som meningsfuldt og givende kommer sjældent af sig selv. Faktisk tværtimod. Tålmodighed, nysgerrighed og bøn er nogle af nøgleordene. Tjek lige disse enkle råd ud, og implementer dem i din hverdag – det vil du ikke fortryde!

1. Vær tålmodig

Prøv ikke at forstå hele Bibelen på én gang. For Bibelen er ikke en bog, som du får fuldt overblik over med det samme – den åbner sig lidt efter lidt. Sådan siger Bibelen det selv: «Dine ord giver lys, når de åbner sig.» (Salme 119,130)

Som børnene i Narnia-bøgerne bruger lang tid på at forstå livet på den anden side af klædeskabet, må vi også gradvist vænne os til Bibelens verden. Men vi kan lære meget af den nysgerrighed, som børnene viser: De udforsker den ukendte verden med åbne sanser, og selv om de træder ved siden af undervejs, findes der en Aslan, der giver dem nye chancer.

2. Vær nysgerrig

Bibelen er ikke én bog, men mange. Den består af 66 forskellige bøger – og vi taler om helt forskellige genrer: Nogle er korte, andre er lange. Nogle er formet som historier, mens andre er poesi og ordsprog. Nogle fortæller, hvad vi skal gøre; andre indeholder historier, som vi ikke bør forsøge at efterligne. Derfor skal vi ikke læse Bibelen som en roman. Gå hellere frem, som du gør på et bibliotek: Vær nysgerrig og kig på hylderne. Tag en bog ud og begynd at bladre i den, og glæd dig over den fortællestil, som netop denne bog har. Tag den gerne med hjem og læs den færdig, før du begynder på en ny.

3. Begynd med noget ‘enkelt’

Begynd med et af evangelierne om Jesus i Det nye Testamente. Du tror måske, du ved alt om Ham. Du vil blive overrasket, hvis du tager et evangelium i sin sammenhæng, kapitel for kapitel. Begynd for eksempel med at læse Markusevangeliet og derefter et andet evangelium. Så får du et klart billede af, hvem Jesus er, inden vi går videre til vanskeligere stof. Men heller ikke evangelierne er bare enkle. Mark Twain skal have sagt: «Det er meget i Bibelen, jeg ikke forstår. Men jeg har meget større problemer med alt det, jeg forstår. At vi skal elske vore fjender, for eksempel. For det klarer jeg ikke.»

4. Vær forventningsfuld

«Hver gang du læser, skal du åbne bogen med et ønske om, at Gud må vise dig noget. Hvert kapitel er som en mark, hvor der findes en kostbar perle, netop til dig (citat fra tidligere biskop Eivind Berggrav fra Norge). Forventningen om at opleve noget godt kender vi fra vores eget liv. Når vi har glædet os til at møde et menneske, får samtalen en ekstra god start. Sådan er det også med Bibelen. Når vi går til læsningen med forventning om at finde noget godt, er det lettere at finde de gode ‘perler’ bag ordene.

5. Vær åben

«Gud plejer at tale stille til os, og derfor er hans stemme let at overdøve», sagde en mand for 70 år siden. I dag er det måske endnu lettere at overdøve Guds stemme. For vi møder så mange indtryk gennem lyd og billede, at det ikke er let at koncentrere sig om at læse en bog. Derfor kan det være godt at bruge lidt tid på at forberede sig og være åben for, hvad Bibelen siger til os. Nogen beder en kort bøn, før de begynder at læse, nogen sætter lidt musik på, nogen tænder et lys, mens andre sætter sig  et bestemt sted i huset. Fællesnævneren er, at de prøver at lukke alt andet ude og være åbne for, hvad Bibelen har at sige.

6. Se det for dig

Bibelen har magten til at skabe indre billeder, hvis vi er åbne for dem. Vi kan fordybe os i teksterne og forestille os, hvad der sker, som om vi selv var til stede. Vi kan høre lydene og lugte lugtene omkring os. Disse indre billeder kan være meget virkelige. For de viser scener fra et liv, der virkelig er blevet levet. Fra bogens sider rejser den levende Jesus sig foran os. Derfor kaldes Bibelen for en levende bog. Det er også, hvad bogen selv siger: “For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd.” (Hebræerne 4,12)

7. Find mellemrummet

Hverdagen føles ofte, som om den er helt fyldt. Ikke desto mindre er der nogle huller, som vi kan udfylde ved at læse Bibelen. Et af disse rum kan være vores hellige sted. Nogle finder et fast sted at læse Bibelen og et fast tidspunkt. Man kan markere dette hellige rum i hverdagen med et kors, et lys eller et ikon. Andre oplever, at de lytter bedst til Bibelen, når de går eller løber, eller når de sidder i toget eller bussen. Fælles for os er, at der findes sådanne rum – udfordringen er at finde dem. Hvad er det hellige rum i din hverdag?

8. Læs ikke alene

I Danmark læser de fleste Bibelen alene. Men mange mennesker har meget svært ved at koncentrere sig om at læse alene. I mange andre lande er det ikke sådan; der er det almindeligt at mødes for at læse Bibelen. Man kan mødes i en større gruppe, der læser i Bibelen sammen, eller bare to eller tre. En bibelven er en god hjælp. Der er en ven, som du har en aftale med om at læse Bibelen sammen. I kan mødes på et fast tidspunkt for at læse i Bibelen sammen. Læs højt for hinanden, gerne et eller to kapitler, og tal om det, I har læst. Så har du nogen at tale med om det, du har læst.

9. Bed om indsigt

Bibellæsning og bøn hører sammen. Det er en god vane at bede om Helligåndens hjælp til at forstå det, vi læser. Nogle gange forstår vi det ikke, eller vi kan ikke finde ordene for udfordrende. Så kan det være en god hjælp at lægge sine tanker frem for Gud i bøn, gerne sammen med andre. Derfor er det godt at være en del af et fællesskab, en kirke eller en menighed. I et levende fællesskab med andre mennesker, der også læser Bibelen, kan vi få hjælp og støtte til at forstå ordene i Bibelen – og til at bruge dem i vores eget liv.

10. Luk ikke Bibelen

Du må aldrig lukke Bibelen. Lad Bibelen ligge åben fremme hele tiden. For så vil den kalde dig til at læse videre. Dette er meget praktiske råd. For en åben bibel er nærmest som et levende væsen. Den følger dig med sit blik, mens du går forbi og spørger, om du skal læse videre, hvor du slap i går. Hvis vi lukker bogen og lægger den på hylden, er den nemmere at glemme. Men en åben bibel i huset minder både os selv og andre om, at det er den vigtigste bog i huset – og i livet.

__________

(Hentet fra Bibelselskapets hjemmeside i Norge)

Bibelnøglen udgiver bibellæseplanen, som vi kalder BibelNøglen365. Her får du hjælp til struktur og forklaring til en bibeltekst hver dag. Den kan købes i abonnement både i print og digitalt!

Ny bibelinspirator

Ny bibelinspirator

“Jeg vil meget gerne ud og dele mine opture og nedture i forhold til bibellæsning,” siger den nye bibelinspirator.