Sefanias virkede, mens Josija (640-609) var konge i Sydriget. Han var af kongelig slægt, idet hans tipoldefar var den fromme kong Hizkija, der regerede Sydriget i 715-687 (2 Kong 18-20. 2 Krøn 29-32). Hvis Sefanias er blevet opdraget i sin tipoldefars ånd, må der have været åndelige spændinger inden for kongeslægten, idet Hizkijas søn Manasse og hans sønnesøn Ammon var meget ugudelige. Men i 640 blev Hizkijas oldebarn Josija konge, og han tog i 622 et stærkt opgør med afgudsdyrkelsen. Man må formode, at Sefanias har virket før Josijas reformation i 622, ja hans alvorlige doms- og omvendelsesforkyndelse (1,2-2,3) har måske været medvirkende til Josijas åndelige udvikling, der gjorde ham til reformator (2 Kong 22,1-23,30. 2 Krøn 34-35).
Stærkere end nogen anden profet forkynder Sefanias Herrens dag, hvor straffen skal ramme enhver, der er afgudsdyrker, hvad enten han tilhører Herrens eget folk (1,2-2,3; 3,1-8) eller et af de mange folkeslag (2,4-15). Mens også denne domsprofet forkynder trøsteord, idet han slutter med udsagn om frelsen i den sidste tid (3,9-20). Den bog, der begynder med domsforkyndelsens basunrøst, slutter med løftets herlige toner.
Bogens inddeling:
1. Sefanias og hans tid (Sef 1,1)
2. Dommen over Juda og Jerusalem (Sef 1,2-6)
3. Herrens dag (Sef 1,7-2,3)
4. Dom over de fremmede folkeslag (Sef 2,4-15)
5. Dom over Jerusalem (Sef 3,1-8)
6. Frelsen for Israels rest (Sef 3,9-20).
Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004