Om Bibelen

Obadias’ Bog

Vi ved ikke noget om Obadias’ person eller hvornår, han virkede. Obadias betyder Herrens tjener. Der findes berøringspunkter mellem Obadias’ Bog og Jeremias’ Bog (jf. Jer 49).

Obadias vender sig mod Israels nabofolk mod sydøst, Edom. Det folk nedstammede fra Jakobs bror Esau og havde ofte vist fjendskab mod Israel. I Obadias’ Bog lyder en forbandelse over et folk, der har forbandet Guds udvalgte folk. Bag Edom ser profeten en hel hedensk folkeverden. Herrens dag skal komme over alle folkene og dømme dem efter samme mål. Men løftets folk, Israel, skal se frem imod en ny herlighed, hvor de skal få alt det tilbage, de har mistet. Ja mere end det. Obadias ser i sit syn Guds riges endelige sejr. Guds folk kan trues og forfølges, men aldrig besejres. Riget skal til sidst være Herrens.

Bogens indhold:
1. Dommen over Edom (Obad 1,1-14)
2. Dommen over alle folk (Obad 1,15-16)
3. Genoprettelse af Guds herredømme på Zion (Ob 1,17-21).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004