Habakkuk er fuldstændig ukendt, bortset fra det vi ved fra hans bog, men den giver ingen personlige eller historiske oplysninger om ham. Notitsen i bogens afslutning antyder måske, at Habakkuk var tempelsanger.
Habakkuk profeterede om et fjendtligt folk, kaldæerne, der skulle drage hærgende og sejrrigt frem (1,6ff). Vi ved, at disse kaldæere (babyloniere) var ved magten i perioden 626-539, og især efter sejren over Ninive (612) og egypterne ved Karkemish (605) var de en virkelig stormagt. Til sidst erobrede de også Juda og Jerusalem (586). De fleste fortolkere antager, at Habakkuks profetier er fra tiden umiddelbart efter slaget ved Karkemish, da Jojakim var konge i Sydriget (609-598).
Mens de andre profeter henvender sig til deres eget eller andre folk, vender Habakkuk sig til Gud. De to første kapitler består af en samtale mellem profeten og Gud, mens det sidste kapitel er en bøn og lovprisning. Habakkuk forkynder, at Herren er hele verdens herre, som styrer alle folkeslags skæbne. Kaldæerne er Guds strafferedskab mod Juda på grund af folkets synd, men de skal selv blive straffet for deres synder. Samtidig kæmper Habakkuk med anfægtelsen: Hvordan kan Gud tillade, at der er så megen uretfærdighed i verden? Hans svar er at tro på og hvile i tillid til Gud. Han vil til sin tid tage magten og sejre. Habakkuks berømte ord: “Den retfærdige skal leve i tro” (2,4) citeres tre gange i NT (Rom 1,17. Gal 3,11. Hebr 10,38) og udfoldes i lyset af åbenbaringen i Jesus Kristus.
Bogens inddeling:
1. Profetens råb til Gud på grund af lovløshed og vold (Hab 1,1-4)
2. Kaldæernes angreb (Hab 1,5-11).
3. Hvordan kan Gud tillade? (Hab 1,12-17)
4. Herrens svar (Hab 2,1-4)
5. Tyrannens undergang (Hab 2,5-20)
6. Troens fremtidssyn og sejrsglæde (Hab 3,1-19).
Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004