Ezekiels Bog

Ezekiel, der var præst (1,3), hørte til den gruppe af velstående israelitter, som sammen med kong Jojakin 597 f. Kr. blev ført i fangenskab i Babylon (1,1; 33,21. 2 Kong 24,14-16. Jer 24,1). I Babylon bosatte han sig i Tel-Abib ved floden Kebar (3,15). Her har han haft eget hus, og folkets ældste kom til ham for at få gode råd (8,1; 14,1; 20,1 ). Det kunne tyde på, han var en anset mand. Umiddelbart før Jerusalems fald mistede han sin hustru (24,18). Han blev år 593 gennem et strålende syn af Herrens herlighed kaldet til profet og “vægter for Israels hus” (1,2; 3,17). Den sidst daterede profeti er fra 571 (29,17), så han virkede i ca. 22 år. Han synes at have levet i nogenlunde frihed i det fremmede. De landflygtige har modtaget brev fra profeten Jeremias (Jer 29,1), ligesom Ezekiel har haft kontakt med dem, der var tilbage i hjemlandet (Ez 33,21). Han har sikkert kendt Daniel, der var blevet bortført nogle år tidligere; i hvert fald omtaler han Daniel som en retfærdig og vis mand (14,14.20; 28,3).

Mens Esajas og Jeremias havde mulighed for at tale til hele folket inkl. dets ledere, havde Ezekiel en mere begrænset tilhørerskare. Han blev forkynder og sjælesørger for sine lidelsesfæller i fangenskabet, men i begyndelsen blev han mødt med ligegyldighed og modstand (12,21-25). De deporterede fulgte spændt udviklingen i Jerusalem. De var overbevist om, at Jerusalem fortsat ville bestå, og at forholdene ville udvikle sig sådan, at de snart kunne vende hjem. I denne situation rettede Ezekiel domstrusler både mod Jerusalem, Juda og de bortførte (7; 11,1-12; 4,4-17). Ligesom hos de andre profeter blev årsagen til dommen klart forkyndt: Det var afgudsdyrkelse og foragt for Gud på trods af udvælgelsen (14), samt falsk profeti (13; 20).

Med Jerusalems fald indtraf det store omslag i profetens virksomhed. Nu blev han en håbets profet. Da alle falske forhåbninger var knust, var tiden inde til at trøste de modløse og oprejse de fortvivlede. Han blev den store prædikant og sjælesørger i denne vanskelige krise. Ezekiel gjorde en stor indsats for, at en levedygtig menighed blev genrejst, efter at templet, som tidligere var det åndelige midtpunkt, var borte. Men hans syner rækker længere end til den jødiske menighed i eksilet. Han forkyndte nåde og frelse, samtidig med at han formanede til omvendelse. Ganske vist fortjente folket ikke Guds nåde, de jagede nemlig bare efter vinding (33,30-33). Men for sit navns og sin æres skyld vil Gud alligevel frelse. Han vil selv gribe ind og skabe omvendelse og sand gudsdyrkelse hos jøderne. Han vil rense dem og give dem et nyt hjerte og en ny ånd (36,16-38). Folket skal igen få sit land, og det vil blive frugtbart og dejligt. De vil få nye hyrder og ledere, ja Gud vil samle sit folk under den nye David i et velsignelsesrigt fredsrige (34). Nu så det håbløst ud for folket, som en dal fuld af knogler og døde ben (37); men Herren vil gøre de døde ben levende igen. Kap 40- 48 forkynder hans fremtidssyn om det nye tempel. Dette tempel afviger i flere henseender fra Salomos tempel, men minder på mange måder om det, vi kan læse i Johannes Åbenbaring. Billedets eskatologiske betydning understreges også af, at de, der byggede det nye tempel efter fangenskabet, ikke tog udgangspunkt i Ezekiels syn. Bogen slutter med denne udtalelse om byens navn: “Herren er her” (48,35).

Ezekiel er på en særlig måde Helligåndens profet. Allerede i det første kapitel anslås pinsens tone. Det er Helligånden, der leder og fører åbenbaringen igennem for profeten (2,2; 3,14.24; 11,1.5; 37,1; 43,5). Det er Helligånden, der genføder både det enkelte menneske og nationen (36,26; 37,5.9.14). Ezekiel betoner stærkt Guds herlighed og ære og Guds kald til det enkelte menneske.

Bogens inddeling:
1. Guds kald af Ezekiel (Ez 1-3).
2. Profetier om dom (Ez 4-24).
3. Profetier om fremmede folk (Ez 25-32).
4. Profetier om frelse (Ez 33-39).
5. Profetier om det nye tempel (Ez 40-48).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004