Om Bibelen

Andet Timotheusbrev

Dette er det mest personlige brev, vi har af Paulus, som ved affattelsen befinder sig i et deprimerende fangenskab. Af medarbejdere er kun Lukas hos ham, flere tidligere venner har vendt ham ryggen, og frafaldet er stort i adskillige menigheder. Han er døden nær i år 64. Brevet er præget af frafaldet i Timotheus’ menighed og Paulus’ nært forestående død, men samtidig er det kendetegnet af stor trosfrimodighed. Første del af brevet er en direkte appel til Timotheus om at bruge den nådegave, Gud har givet ham og med frimodighed fortsætte sin tjeneste, selv om det medfører lidelser. Når det gælder vranglæren, skal han både bekæmpe den og undgå at blive præget af den. Timotheus skal først og fremmest være forankret i De hellige Skrifter og være trofast i tjenesten, især når det gælder formidlingen af Guds ord. Til sidst beder Paulus Timotheus om at tage Markus med sig og hurtigt komme til ham i fængslet.

1. Indledning (2 Tim 1,1-5)
2. Formaning til frimodig vidnetjeneste (2 Tim 1,6-2,13)
3. Om vranglærerne og kampen mod dem (2 Tim 2,14-4,5)
4. Paulus’ personlige situation (2 Tim 4,6-18)
5. Hilsener og velsignelse (2 Tim 4,19-22).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004