Historie
Dannelsen af Bibellæser-Ringen i 1966 (i dag Bibelnøglen), var kulminationen af mange års arbejde på at etablere en dansk afdeling af Scripture Union.
Dannelsen af en dansk Scripture Union-komité
Bibelnøglen blev stiftet d. 3. april 1966, da man dannede en dansk Scripture Union-komité. Arbejdet fik navnet Bibellæser-Ringen i Danmark efter inspiration fra Norge. Bibellæser-Ringens første formand var Niels Ove Rasmussen, som gjorde en ihærdig indsats for at få Scripture Unions vision om daglig, systematisk bibellæsning udbredt i Danmark. Andre centrale personer i den første komité var sognepræst Asger Højlund, juniorsekretær Vilhelm Munch, ligesom Aase Birk og Lars Skarsholm var vigtige brikker i udbredelsen af visionen samt kendskabet til Bibellæser-Ringen og bibellæseplanen Bibelnøglen.
Den første kontakt
Men historien om Scripture Union i Danmark går helt tilbage til 1882, hvor en af Scripture Unions ledere, Tom B. Bishop fra England besøgte Danmark. Det medvirkede, at man fra 1883 trykte de første bibelkort (et bibellæseplan, hvor læsestykkerne til de enkelte er angivet) på dansk. De første år voksede arbejdet hastigt, men stagnerede senere. Man fortsatte trykningen af bibelkort helt frem til 1960 (med nogle enkelte pauser undervejs), men man fik aldrig for alvor fodfæste i det danske kirkeliv.
En af grundene er sandsynligvis, at en af de involverede i den første periode var kvæker. Et forsøg på at give arbejdet en ny start i 1950’erne lykkedes heller ikke. Dels fordi initiativtageren, Johannes Gylling, var frikirkemand og derfor ikke havde gennemslagskraft i de folkekirkelige kredse. Dels fordi perioden på ingen måde var præget af vækkkelse, og det derfor var vanskeligt at engagere folk i bibellæsning.
Men i 1960’erne var betingelserne og initiativtagerne andre, og det førte altså til oprettelsen af Bibellæser-Ringen i Danmark i 1966. Niels Ove Rasmussen havde mødt Scripture Unions bibellæser-vision gennem den norske missionær, Marie Vilhelmsen, der arbejdede for Scripture Union i Norge og blev tændt for at udbrede denne vision i Danmark.
For at BLR skulle få varig fodfæste i dansk kirkeliv var man overbevidst om, at det måtte være et evangelisk-luthersk arbejde. Dette blev accepteret af Scripture Union, selv om organisationen på verdensplan er økumenisk.
Fra 1964 begyndte man at udgive den norske udgave af læseplanen Bibelnøglen i Danmark. Men fra 1. januar 1967 udgav BLR deres egen læseplan på dansk, skrevet af folk fra dansk kirkeliv – og har gjort det lige siden.
Der var fra starten en diskussion i komitéen om, ét bestemt bibelsyn skulle lægges til grund for udvælgelsen af forfattere til læseplanernes forklaringer. Man var enige om at ville have en læseplan, der byggede på tilliden til, at Bibelen er Guds ord. Derfor enedes man om ikke principielt at udelukke forfattere pga. bibelsyn, men at der ikke skulle udtrykkes bibelkritik i læseplanen.
Gud gav vækst
I løbet af årene har Bibellæser-Ringen udgivet en række bibellæseplaner for børn, unge og voksne. I 1972 udkom den første læseplan for børn, Juniornøglen. Den blev siden genoptrykt flere gange. I 1982 kom God Start for de 10-12 årige, og fra 1986-2001 hed læseplanen for de 12-14 årige Nu på vej. I 2001 afløste Stifinder de to børnelæseplaner. Sporet for teenagere (14-17 årige) blev udgivet første gang i 1996. Broen, en bibellæseplan for unge eller letøvede bibellæsere, så dagens lys i 2006.
I 2010 gik man ind i den digitale verden, med lanceringen af El-camino.dk, hvor en meditativ læseform er det bærende, og i 2015 kom app’en BibelTid til, som er bibellæsning med en social dimension. Satsning om på familien og samtalen i familien om tro og liv førte i 2018 til læseplanen Hæng ud med Gud målrettet til familier med børn mellem 8 og 11 år. BibelTrack for tweens (11-14 årige) kom i 2023, og i 2024 blev BibelTid afløst af et partnerskab med den internationale bibelapp YouVersion.
Udover abonnementshæfterne har Bibellæser-Ringen også udgivet en række enkelthæfter med hjælp til bibellæsning.
I 2024 tog Bibellæser-Ringen navneforandring til Bibelnøglen. Navnet skulle fortælle enkelt og præcist, hvad visionen er for Bibelnøglen: at åbne for Bibelens budskab. Denne fortælling var der et ønske om at udnytte endnu stærkere, og samtidig slippe af med ”Ringen”, som tiden var løbet fra.
Logoet blev fornyet, men illustrerer fortsat olielampen, der minder os om vores fælles motto i Scripture Union-familien fra Salme 119,105: “Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
Åbne bibler
Der er sket meget siden Scripture Unions første kontakt til Danmark i 1882 og siden etableringen af Bibellæser-Ringens første komité i 1966. Gud har velsignet arbejdet, og Bibellæser-Ringens læseplaner har haft stor betydning for mange tusinde menneskers bibellæsning gennem årene.
Vi håber og tror, at det fortsat vil være tilfældet. Det handler dybest set om at have et personligt forhold til Jesus og en pulserende trosrelation til ham. Det begynder med at have en åben bibel foran sig i hverdagen.
Vil du være med til, at det sker? Så støt os med en gave til arbejdet for bibellæsning i Danmark.